Her er DR's fremtidige DAB-plan

19. januar 2011 | Af Svend-Vilhelm Mikkelsen | webmaster@mediefonen.dk



Foto: Bjarne Bergius Hermansen DR

Inden udgangen af 2012 vil DR barbere antallet af DAB-kanaler ned fra de nuværende 13 - til 9. Det skal være slut med rene jukeboks-kanaler som DR Hit, DR Rock og DR Unga Bunga, hvor musikken  spiller 24-timer i døgnet - uden værter.

I stedet skal der lanceres en stribe nye DAB-kanaler, hvor værter præsenterer musikken, og hvor der bliver gjort plads til mere formidling og public service indhold.

En udvikling, der allerede begyndte i 2009, hvor DR lukkede jukebokskanalen P4 Hit, og i stedet lancerede P5. Her bliver der spillet musik for lyttere over 60 år, med værter som Jørgen de Mylius, Hans Otto Bisgaard og Jørn Hjorting ved roret.

Endnu er det ikke offentliggjort, hvordan DR's fremtidige DAB-struktur kommer til at se ud. Og dog - for politiken.dk har fået fat i et internt strategioplæg fra DR's Mediedirektør Mikael Kamber, hvor planerne er beskrevet. Strategioplægget skal diskuteres af DR's bestyrelse til marts.

De 9 fremtidige DAB-kanaler kommer i følge oplægget til at se sådan ud:

P1

Når P2 lukker på FM-båndet, for at give plads til Per Stig Møller's nye licensfinansierede radiokanal, vil P1 og P2 fremover skulle dele P1's nuværende frekvens. P1 vil sende på frekvensen om morgenen og i dagstimerne, mens P2 vil sende om aftenen og om natten.

Ønsker man derimod at lytte til P1's nyheds- og aktualitetsprogrammer 24-timer i døgnet, bliver det fremover muligt på DAB, hvor P1 får sin egen frekvens.

P2

Også P2's klassiske musikformidling bliver der mulighed for at lytte til 24-timer i døgnet på DAB, hvor programmet får sin egen frekvens.

P3

Samme program som på FM-båndet.

P5

DR's nye kanal med musik og kultur for lyttere over 60 år fortsætter som hidtil på DAB.

P6

Ny kanal med fokus på alternativ rytmisk musik. (Skal erstatte den nuværende DR Unga Bunga)

P7

Mainstream musik og kultur, hvis målgruppe ligger et sted mellem P3 og P4. (Svarer nogenlunde til det gamle DR X)

P8

Jazzkanal med fokus på blandt andet DR's Big Band. (Skal erstatte den nuværende DR Jazz)

DR Ramasjang

Ny børnekanal, der skal samarbejde meget med tv og web, hvor brandet "Ramasjang" allerede står stærkt. (Skal erstatte den nuværende DR Oline)

DR Mama

Ny ungdomskanal ala. "Ungdomsredaktionen". (DR har tidligere forsøgt sig med ungdomskanalen P5000 på DAB)

Mediedirektør Mikael Kamber vil hverken be- eller afkræfte navnene eller indholdet på de nye DAB-kanaler, før det er blevet diskuteret i bestyrelsen.

Markant strategiskifte

Med den nye DAB-plan laver DR et markant strategiskifte indenfor DAB-radio, end under den tidligere radiodirektør Leif Lønsmann. Her var det tankegangen, at DR skulle have op imod 100 DAB-kanaler. De skulle ifølge den daværende direktør "vokse ud af alle sprækker" for at øge valgfriheden for brugerne - og så skulle de være billige at drive.

For eksempel lavede DR en ren nyhedskanal, der kun gentog time-radioavisen i en sløjfe frem til næste sending.

Strategien er dog siden blevet skrottet, fordi lytterne nu kan vælge mellem en overflod af rene musikkanaler på nettet eller sammensætte deres egen 'radio' via streaming. Derfor vil DR i stedet gerne være mere eksklusive ved deres radiokanaler.

Relaterede artikler:

P1 og P2 bliver slået sammen på FM  11. juni 2010

Medieforlig 2011-2014 på plads  26. juni 2010

 
 

  sv-online.dk  |  mediefonen.dk  |  juleweb.dk

© Copyright