Næste års Melodi Grand Prix afholdes i Düsseldorf

12. oktober 2010 | Af Svend-Vilhelm Mikkelsen | webmaster@mediefonen.dk

Efter en lang udvælgelsesproces blev Düsseldorf her til eftermiddag udpeget som værtsby for næste års Europæiske Melodi Grand Prix.
Den store musikbegivenhed vil blive afholdt den 10., 12. og 14. maj i Fortuna Düsseldorf Arena, hvor der bliver plads til omkring 24.000 publikummer.

Der var fire byer med i kapløbet om at blive vært for det næste Melodi Grand Prix i Tyskland: Berlin, Hannover, Hamburg og Düsseldorf.
I sidste ende var det op til TV-stationen NDR og den Europæiske Broadcasting Union at afgøre, hvilken af de fire værtsaspiranter, der tilbød de bedste muligheder for afviklingen af det traditionsrige show.

- Düsseldorf vandt hovedsageligt på grund af dens Arena og dens omgivelser. Det var vigtigt for os, at det mest folkerige land i EU tilbyder så mange fans fra Tyskland som muligt, at opleve denne begivenhed. Men også folk fra de omkringliggende lande skal have let adgang til begivenheden. Düsseldorf har et stort opland, da den grænser op til både Holland og Belgien, fortæller leder af underholdningsafdelingen i ARD Thomas Schreiber til eurovision.tv.

Tyskland blev udråbt som vært for næste års Melodi Grand Prix, da sangerinden Lena i maj vandt konkurrencen i Oslo med sangen Satellite.

Det er kun anden gang nogensinde, at Tyskland skal afholde et Melodi Grand Prix. Sidste gang var i 1983, efter at Nicole året forinden havde vundet med sangen Ein Bisschen Frieden. Dengang blev showet afholdt i München.

Relaterede artikler:

Aserbajdsjan favorit til at vinde Melodi Grand Prix

 
 

  sv-online.dk  |  mediefonen.dk  |  juleweb.dk

© Copyright