Thomas Blachman afviser definitivt ny X Factor

17. august 2009 | Af Svend-Vilhelm Fredsgaard R. Mikkelsen | webmaster@mediefonen.dk

Den kontroversielle X Factor-dommer, Thomas Blachman, afviser nu definitivt at han vil medvirke i en ny, tredje omgang af det populære talentshow på DR - og maner dermed alle spekulationer om det modsatte i jorden.

Selvom Thomas Blachman allerede umiddelbart efter afslutningen på den anden sæson, afviste at han ville være dommer i en tredje omgang, så har der længe været spekuleret i, om det måske bare var "tom snak" fra hans side, og at han måske alligevel var til at lokke - eventuelt med en lønstigning.
Efter første sæson af X Factor sagde Thomas Blachman nemlig også "nej" til at være dommer igen - men han gjorde det alligevel, da alle dommerne blev tilbudt en lønstigning på 600.000 kroner for at være med endnu en gang.

Men sådan bliver det ikke denne gang, forsikrer Thomas Blachmann:
- Når jeg har sagt, at jeg venter på et udspil fra DR, så er det ikke et udspil om økonomi. Men bare en opfordring til DR om at offentliggøre, hvem der skal være med. Jeg har sagt definitivt nej til programmet, og det burde DR måske melde ud, så alle misforståelser blev udryddet", udtaler Thomas Blachman til Ekstra Bladet.”

Helt andet dommerpanel
Dommerpanelet i den tredje sæson af X Factor ser derfor ud til at blive noget anderledes, end det seerne er blevet præsenteret for i de første to ombæringer.

For få dage siden meldte pop-sangerinden Lina Rafn nemlig også ud, at hun på grund af graviditet ikke ønskede at være dommer i den forestående sæson.

Den tredje af de originale dommere, Remee's, deltagelse er også stadig uvis, men han har udtalt til Ekstra Bladet at han "taler med DR!"

Relaterede artikler:

Gravid Lina Rafn dropper X Factor  13. august 2009

Leksikon: X Factor

 

 
 
 

  www.sv-online.dk  -  www.mediefonen.dk  -  www.juleweb.dk

© Copyright